Vejfonden i Grundejerforeningen Storhøj
§ 1
Grundejerforeningen Storhøjs Vejfond er en selvstændig enhed under grundejerforeningen.
Vejfondens formål er at tilsikre tilstrækkelige midler til fornyelse, istandsættelse, reparation, vedligeholdelse, overordnet snerydning og fejning af Storhøjvej, Moselodden, Englodden, Marklodden, Kærlodden og Bakkelodden.
§ 2
Vejfondens midler tilvejebringes ved indbetaling af kontingent fra de medlemmer af grundejerforeningen, som ejer fast ejendom med adresse på en af de ovennævnte veje.
Grundejerforeningens bestyrelse fastsætter hvert år et årligt kontingent til Vejfonden, der er øremærket til vejfondens formål. Kontingentet godkendes på den årlige generalforsamling i Grundejerforeningen Storhøj. Kontingentet fastsættes ens for alle grundejere med adresse på ovennævnte veje.
Vejfondens midler holdes adskilt fra grundejerforeningens midler og indsættes på en særlig konto i grundejerforeningens pengeinstitut. Generalforsamlingen i grundejerforeningen kan vedtage at opkræve yderligere midler hos de af Vejfonden omfattede grundejere til opfyldelse af Vejfondens formål.
Andel i Vejfondens formue kan ikke kræves udbetalt ved salg eller anden overdragelse af fast ejendom eller ved Vejfondens eventuelle opløsning. Ved opløsning overgår vejfondens midler til Grundejerforeningen.
§3
Grundejerforeningen Storhøjs generalforsamling er Vejfondens øverste myndighed.
Vejfondens midler administreres af Grundejerforeningens bestyrelse, der efter forudgående vedtagelse på en generalforsamling kan iværksætte fornyelse, istandsættelse, reparation og vedligeholdelse af de ovennævnte veje.
Bestyrelsen er dog bemyndiget til at iværksætte snerydning, fejning, uopsættelige istandsættelser, reparationer og vedligeholdelse uden forudgående generalforsamlingsbeslutning.
Vejfonden tegnes af et medlem af Grundejerforeningen Storhøjs bestyrelse i forening med Grundejerforeningens kasserer.
§4
På den årlige generalforsamling i Grundejerforeningen fremlægges der – til godkendelse – særskilt revideret regnskab og budget for Vejfonden.
§ 5
Ændring af nærværende vedtægter eller beslutning om opløsning af Vejfonden skal ske i overensstemmelse med de gældende regler for ændring af Grundejerforeningens vedtægter.
§ 6
Nærværende vedtægter er vedtaget på Grundejerforeningen Storhøjs generalforsamling den 23. april 2019 og er gældende fra denne dato.
Vedtaget på Grundejerforeningen Storhøjs generalforsamling den 23. april 2019.